Kirkenes

Bestil krydstogt

Kirkenes ligger i den aller-nordøstligste del af Norge nær grænsen til Rusland og er endestation for Hurtigruten. Byen ligger lige så langt mod øst som Skt. Petersborg. De fleste af de ca. 7.000 indbyggere er af norsk herkomst, men der er også en samisk minoritet. I Kirkenes lægger man mærke til de stærke bånd til og kulturelle indflydelser fra Rusland. Der er et russisk marked i Kirkenes en gang om måneden. Vejskilte er skrevet på både norsk og russisk. Den russiske grænse kan besøges med enten bus, flodbåd eller ATV.

Naturen i og omkring Kirkenes skiller sig ud fra resten af Norge. Her er mange østlige plantearter, som er sjældne eller slet ikke findes i andre dele af landet. Skoven i Pasvik stammer fra den sibiriske tajga – verdens største sammenhængende skovområde. Selv faunaen i området har mange østlige elementer, ikke mindst fuglearterne. Du kan støde på alle de store rovdyr i kommunen, bl.a. brune bjørne.

Om vinteren og foråret er det populært f.eks. at køre med snescooter eller hundeslæde. Om sommeren kan man sejle med båd eller kajak, tage på vandre-, fiske- og klatretur og dykke. Hvis Kirkenes er udgangspunkt eller destination for din rejse med Hurtigruten, kan du udforske mere af området som en del af Hurtigrutens program. Du kan overnatte udendørs i den arktiske vildmark under en snescooter- eller hundeslædetur eller tage på kongekrabbefiskeri og få chancen for at se og spise denne enorme – og lækre – krabbe.

 

Transportmuligheder og afstande

Lufthavnen ligger 20 minutters bustur fra centrum i Kirkenes. Flybussen kører på strækningen i forbindelse med flys ankomster og afgange.

 

Havnen

Hurtigruten sejler året rundt mellem Bergen og Kirkenes. Skibene ankommer dagligt til Kirkenes kl. 09.00 og afgår mod Bergen kl. 12.30.