New York

Bestil krydstogt

New York er en fascinerende storby, som alle bør besøge mindst én gang i livet. Ud over al kulturen, shoppingmulighederne og det intense storbymiljø får man den enestående oplevelse af at gå i de gader, man har set i utallige film og tv-serier!

Mangfoldigheden i The Big Apple er stor. Du kan skræddersy dit ophold, præcis som du vil. Du kan tage den med ro i det trendy Williamsburg med de små caféer og hyggelige restauranter og spise ægte amerikansk morgenmad eller frokost på en klassisk diner eller botanisere blandt byens bedste hamburgersteder og bagelbutikker. Glamour og neonlys finder du rigeligt af på Broadway og Times Square.

Hvis du mere er til kunst og museer, har du et overflødighedshorn af valgmuligheder. Ud over alle gallerierne i Chelsea huser byen bl.a. det verdensberømte Guggenheim Museum, det kendte MOMA på Manhattan med en afdeling i Brooklyn, Metropolitan Museum of Art, det naturhistoriske museum og meget mere.

Og hvis man får lyst til en pause fra storbyens puls, er der naturligvis altid byens store, grønne lunge – Central Park.

Gennem århundrederne er New York blevet kendt som en smeltedigel for forskellige kulturer. Byen er i konstant forandring, og i den proces er nogle grænser blevet visket ud, men man kan stadig lade sig fascinere af det helt specielle, asiatiske miljø i Chinatown. Her kan du finde både gode og overraskende autentiske kinesiske, japanske og koreanske restauranter. Harlem nord for Central Park er også et besøg værd. Var det f.eks. noget at opleve klangfuld gospel i en kirke eller prøve soul food på Miss Mamie’s Spoonbred Too?

Transportmuligheder og afstande

New York har flere lufthavne, men internationale fly lander som regel enten i John F. Kennedy International Airport, som ligger ca. 24 km fra Manhattan, eller i Newark Liberty International, 26 km fra Manhattan. Den billigste og nogle gange hurtigste måde at komme ind til centrum på er med tog. I byen er metroen det klart mest fleksible transportmiddel.

 

Havnene

New York har to krydstogt terminaler, en på Manhattan og en i Brooklyn. Derudover har Royal Caribbean og Celebrity Cruise deres egen terminal på den anden side af bugten i New Jersey.

Manhattan Cruise Terminal, New York
Manhattan Cruise Terminal er den ældste terminal, som tager imod flest krydstogtskibe af de tre terminaler. Terminalen ligger på 12th Avenue i den vestlige del af Manhattan. Terminalen har en parkeringsplads. Fra John F. Kennedy International Airport tager det ca. 1-1,5 time at køre dertil. Fra Newark Airport ca. 1 time, og fra La Guardia lufthavn 1 time og 45 minutter. Fra Midtown Manhattan til terminalen tager det ca. 15 minutter.

Brooklyn Cruise Terminal, New York
Nogle krydstogtskibe anløber terminalen i Red Hook, Brooklyn. Det er nemmest at komme til terminalen med taxi, men der er også parkeringsmuligheder i området. Fra John F. Kennedy International Airport tager det ca. 1,5 time at køre dertil. Fra Newark Airport ca. 1,5-2 timer, og fra La Guardia lufthavn 1 time.

Cape Liberty Cruise Port, New Jersey
Cape Liberty Cruise Port er Royal Caribbeans og Celebrity Cruises egen terminal. Cape Liberty ligger 11 km syd for Manhattan. Fra Newark Airport er der kun en kort tur til terminalen. Fra John F. Kennedy International Airport tager det 1 time og 15 minutter, og fra La Guardia Airport 1 time og 30 minutter.

Søg krydstogt efter destination

Søg krydstogt efter rederi