Elben

Elben har sit udspring i Tjekkiets bjergområde Krkonoše og løber via Tyskland til Nordsøen i Cuxhaven. Den er en af Mellemeuropas vigtigste floder og passerer flere af Europas storbyer på sin 1.165 km lange færd mod havet. Floden slynger sig fra højlandet i Böhmen gennem dramatiske sandstensbjerge og fortsætter til vingårdene i Sachsen og til Lüneburgs hedeområder. Strandbredden prydes af slotte i både barok- og gotisk stil, middelalderbyer og urørt natur. Flodkrydstogter på Elben går ofte mellem Prag og Berlin.

Krydstogter på Elben

Om Elben

Nordlige Elben

Hamburg – Magdeburg

Hamburg er Tysklands største by og er kendt som en rigtig party-by, men byen er i virkeligheden i lige så høj grad et yderst elegant rejsemål. Byen bliver delt op af henrivende kanaler og grønne parkområder. Nogle af flodkrydstogterne kan begynde i Hamburg, men de fleste begynder i Tysklands hovedstad Berlin. Floden Havel forener Berlin med Elben. Den anden af Havels betydningsfulde steder er Potsdam, kendt for elegante paladser og velholdte haver, bl.a. det store lystslot Sanssouci, som Frederik II lod opføre, og som også står på Unesco’s verdensarvsliste. Berlins flodsluser er særdeles komplekse, så rejsen fra Berlin til Potsdam og til andre steder foretages ofte med bus. Omkring halvvejs ned ad Elben ligger Magdeburg, som takket være sine gode forbindelser har været en betydningsfuld indenlandsk havn helt siden middelalderen. Byen blev næsten helt ødelagt i bombardementerne i anden verdenskrig, men nu er den blevet restaureret til fordums glans. Udforsk den smukke gotiske domkirke eller det bizarre Millennium tårn, der er en af verdens højeste træbygninger.

Sydlige Elben

Magdeburg – Prag

Turen ad floden fortsætter fra Magdeburg mod Tjekkiet. Reformationens centrum, Wittenberg, er en fantastisk by ved Elbens bred. Byens universitet er et af verdens ældste og Schlosskirche, ”Slotskirken”, er en af byens mest berømte seværdigheder. Det siges, at det var her, Martin Luther sømmede sine 95 teser op på døren. Meissen anses for at være det europæiske porcelæns vugge, og den historiske gamle by med porcelænsfabrikken Meißner Porzella og Albrechtsburg samt kurfyrste August II den Stærkes slot er absolut et besøg værd. Rejsen fortsætter fra Meissen gennem Elbdalens vindistrikt mod Dresden. Hovedstaden i forbundsstaten Sachsen breder sig ud på begge sider af Elben, og et af byens mest berømte kendetegn, den blå mirakelbro, går over floden her. Byens flotte barokarkitektur er efter manges mening et af højdepunkterne ved Elben. Til sidst afsluttes krydstogterne i Tjekkiets hovedstad Prag. Den romantiske by ligger egentlig ved floden Vlatavas bred, og ikke ved Elben. Lige siden fløjlsrevolutionen i Tjekkiet i 1989 har byen været et af de mest populære rejsemål i Europa. Se byens røde tegltag, barokslottet Vyšehrad og Karlsbroen, der er kantet med helgenstatuer.