Seine
Den stilfærdigt flydende Seine er Frankrigs andenstørste flod og et af landets vigtigste vandløb. Et flodkrydstogt på Seinen byder på oplevelser for enhver smag. Flodskibet løber fra det romantiske Paris gennem lavendelenge og vingårde helt til Honfleurs havneby, og i nærheden af byen munder floden ud i den engelske kanal. Flodens bredder syder af historie, romantik og kulinariske oplevelser. Både Jeanne d’Arc, Richard Løvehjerte og Claude Monet har efterladt sig spor i strandkantens farverige fortid.
Krydstogter på Seine
Om Seine
Traversée de Paris og Nedre Seine
Paris – Rouen
Flere af krydstogterne på Seinen begynder i kærlighedens by Paris. Byen er fyldt til bristepunktet med oplevelser, og det er perfekt at bestille et par ekstra nætter i Paris før eller efter krydstogtet. Skibsvejen i Paris, Traversée de Paris, er en 13 kilometer lang del af floden, der går igennem Frankrigs hovedstad. Seinens bredder i Paris har været på Unesco´s verdensarvsliste siden 1991. Mange af Paris seværdigheder ligger direkte ned til floden. Fra Paris fortsætter Seinen østpå mod Giverny. Kunstneren Claude Monet boede i 43 år i Giverny, hvilket stadig i dag lokker kunstelskere og andre nysgerrige til at besøge hans gamle hus og dets have. Turisterne drages til Les Andelys for at se på middelalderslotsruinen Château Gaillard. Der er kun ruiner tilbage i dag af fæstningen, der blev bygget af Richard Løvehjerte, men det er alligevel et meget seværdigt sted.
Seine-Maritime
Rouen – Engelske kanal
Normandiets historiske hovedstad Rouen kaldes også de hundrede klokketårnes by. Frankrigs nationalhelt Jeanne d’Arc blev brændt på bålet på byens torv Place du Vieux Marché og ifølge legenden blev hendes aske spredt ud over Seinen. Fra Rouen slynger floden sig gennem frugthaver og falder ned mod middelalderbyen Caudebec-en-Caux. Byens mest betydningsfulde seværdighed er den sengotiske kirke Église Notre Dame. Fra Caudebec går der udflugter til området for D-dagens landgang i Normandiet og til ruinerne af benediktiner klosterkirken i Jumièges. Når Seinen nærmer sig den engelske kanal, breder den sig ud til et delta-område, der syder af handels- og transportskibe. På deltaets søndre bred ligger fiskerbyen Honfleur. Byen blev forskånet for anden verdenskrigs bombninger og syder af historie med sine brostensgader og smalle middelalderlige beboelseshuse.