Særlige behov

Du kan nyde luksus på Azamara krydstogter, også selv om du bruger hjælpemidler til at bevæge dig. Rederiet gør sit bedste for at skabe en uforglemmelig krydstogtferie med fuld service, også til personer, der har særlige behov på grund af et handicap eller en sygdom.

 

Bevægelseshæmmede personer

De fleste fællesarealer er tilgængelige, men motionscentret og spa-afdelingen er ikke tilgængelige for kørestole. Der er ingen lifter til pools og boblebade. Der er tilgængelige toiletter på skibene, og elevatorerne er rummelige. I skibets kasino er der et sænket Black Jack bord.

Om bord er der fem tilgængelige kahytter pr. skib. Kahytterne er 2-sengskahytter i klasserne Club Continent og Club Interior. De tilgængelige kahytter er mere rummelige end standardkahytterne, og der er mere plads til at komme rundt med kørestol. Badeværelset er også rummeligt. I brusekabinen er der et sæde, der kan klappes ned fra væggen, og der er støttegreb på væggen. I kahytter med balkon er passagen ud til balkonen også tilgængelig. Kahytterne har altid et væg-til-væg tæppe.

Du kan på forhånd booke (senest 30 dage inden afrejse) følgende hjælpemidler til kahytterne: højt toiletsæde, separat brusestol, køleskab og beholder til farligt affald. Rederiet ønsker på forhånd at vide, hvilke hjælpemidler du kommer til at tage med, samt mål og vægt på din eventuelle kørestol. Ved en elektrisk kørestol eller permobil skal du også meddele batteritypen. Giv os gerne allerede besked, når du laver din bookning.

 

Hørehæmmede gæster

Ved forudbestilling kan du få en vibrationsalarm (visual-tactile-alert system) til kahytten, og til den kan der tilsluttes vækkeur, dørklokke, telefon og brandalarm. Via TTY-teksttelefon kan du kontakte skibets reception fra kahytten. Du bør give besked om dit behov for hjælpemidler senest 30 dage før krydstogtet, men gerne allerede i forbindelse med bookningen. Tolkning på engelsk tegnsprog kan bestilles til forestillingerne på krydstogter, der afgår fra USA og Canada, senest to måneder inden krydstogtet.

 

Synshæmmede gæster

Blindskrift er så vidt muligt anvendt i alle fællesområder og i kahytterne. Azamara har også uddannet dele af personalet til oplæsere, der blandt andet kan læse dagens program op (på engelsk). Spørg efter en oplæser i receptionen. Ved forhåndsbestilling kan man få menuen med større bogstaver end normalt. Du bør give besked om dit behov for hjælpemidler senest 30 dage inden krydstogtet, men gerne allerede i forbindelse med bookningen.

 

Dialyse

Krydstogtgæster, der har behov for regelmæssig peritonealdialyse, er velkomne om bord på Azamara. Derimod har Azamara ikke mulighed for at have gæster om bord på skibet, der har behov for hæmodialyse. Gæster, der anvender peritonealdialyse, skal selv håndtere alle apparater, de tager med om bord. Du bør give besked om dette senest 30 dage inden krydstogtet, men gerne allerede i forbindelse med bookningen.

 

Ekstra syre

Du må gerne tage ekstra syre med om bord på Azamara. Senest 30 dage inden afrejse skal vi have nøjagtige oplysninger om ekstra syre og om, hvilken leverandør du anvender. Proceduren for opbevaring af ekstra syre er forskellig fra skib til skib.

Flere oplysninger om Azamaras service i forbindelse med særlige behov finder du på rederiets engelsksprogede sider. Vi hjælper dig gerne med alle spørgsmål.