Godt at vide

Er du ved at planlægge dit første krydstogt med Carnival Cruises? Her finder du svar på mange af de spørgsmål, du sikkert har om krydstogterne. Hvis du stadig er i tvivl om noget, hjælper vores kundeservice dig gerne.

Krydstogtbilletter sendes med e-mail ca. 3 uger før afrejse.

Der anbefales en rejseforsikring med fuld dækning til alle passagerer, samt afbestillingsforsikring. Kontakt dit forsikringsselskab for yderligere oplysninger.

Rederiet anbefaler, at du checker ind på deres hjemmeside senest 6 uger før afrejse. Udfyld indcheckningsformularen på Carnival Cruises hjemmeside og få dine elektroniske rejsedokumenter og boardingkort. Online check-in fremskynder ombordstigning i afgangshavnen. Husk at tage dine rejsedokumenter med til havnen.

Vær opmærksom på, at sen ankomst til indcheckning i havnen kan betyde, at du misser krydstogtet. Der er ikke mulighed for tilbagebetaling af krydstogtets pris, hvis den rejsende er forsinket til indcheckningen.

Undersøg altid i forvejen, om der er visumkrav på dine rejsemål. Kontakt landets ambassade for flere oplysninger, hvis du har spørgsmål. Alle passagerer skal have et gyldigt pas, og passet skal være gyldigt i mindst seks måneder efter afsluttet krydstogt.

Ved indrejse til USA kræves der altid indrejsetilladelse gennem ESTA (Electronic System for Travel Authorization). Passagereren har selv ansvar for at lave ansøgningen via en elektronisk online formular på adressen: https://esta.cbp.dhs.gov. ESTA er afgiftsbelagt og betales med kreditkort. Ansøgningen kan laves så tidligt, man vil, men senest 72 timer før afrejse til USA. Hvis ansøgning/tilladelse mangler, kan du nægtes adgang til at gå om bord på flyet eller indrejse til USA.

Carnival Cruises ombordstigninger sker i intervaller. Du booker tidspunkt for ombordstigning, når du checker ind online på rederiets hjemmeside. Du skal ankomme til krydstogtterminalen inden for de 30 minutter af indcheckningstiden, som du har valgt. Indcheckningstiderne, der er booket på forhånd, skal overholdes strengt, for at minimere ventetider i terminalen. Gæster, der ankommer inden den forhåndsbookede indcheckningstid, vil ikke få adgang til krydstogtterminalen før det bookede tidspunkt.

Det er forbudt at medføre følgende om bord: alkohol*, brandfarlige genstande og væsker (for eksempel strygejern og stearinlys), våben (gælder også knive, lommeknive og proptrækkere), kaffemaskine, vandkogere, elektriske transformatorer, sprængstoffer (for eksempel fyrværkeri), amatørradioudstyr, hockeystave, rusmidler, saks, skateboard og surfbræt.

*Fra afgangshavnen er det tilladt at tage maksimalt en 750 ml flaske vin eller champagne pr. person med om bord. Drikkevarer købt i andre havne afleveres til opbevaring på skibet på resten af rejsen (uden omkostning) og leveres tilbage igen ved rejsens afslutning. Du må også tage en lille mængde (færre end 12 styk) dåse- eller kartonemballeret læskedrik, mineralvand eller mælk med.

Valutaen om bord er USD. Skibet har et kontantfrit betalingssystem, som forenkler betalinger på krydstogtskibet. Du får en personlig Sail & Sign-konto, der knyttes til dit bank- eller kreditkort (Visa, Mastercard, American Express, Discover, JCB-kort eller Diners Club). Inden rejsens afslutning får du en specificeret regning til din kahyt, så du kan kontrollere beløbene. Bemærk, at skibet har sin egen valutakurs, der kan adskille sig noget fra den valutakurs, din bank anvender.

Hvis du ikke vil knytte dit bank- eller kreditkort til Sail & Sign-kontoen, kan du også åbne din konto om bord mod et kontant depositum. Følgende kontante indsættelser anbefales som et minimum:

2-4 dages krydstogt: USD 100 pr. person
5-8 dages krydstogt: USD 200 pr. person
9 dage eller længere: USD 350 pr. person

Rederiet foretager reservationer på det betalingskort, der er knyttet til din konto om bord på skibet for at undersøge, om der er dækning på kortet. Når slutafregningen for dine køb om bord er betalt, vil reservationen blive ophævet. Bemærk, at nogle banker tilbageholder disse midler i op til 30 dage.

På Carnival Cruise Lines krydstogtskibe giver man drikkepenge til service- og kahytspersonalet i form af en serviceafgift. Serviceafgiften kan betales på forhånd, når du booker dit krydstogt. Serviceafgift betales i amerikanske dollar (USD 16 pr. dag og person for indvendige, udvendige eller balkonkahytter og USD 18 USD pr. dag og person for suiter). Desuden tillægges 18 % serviceafgift på alle indkøb af drikkevarer, specialrestauranter, sundheds- og skønhedsplejeydelser, som automatisk tillægges din Sail & Sign-konto.

Alle kahytter har stikkontakter til både 110 og 220 V. Næsten alle kahytter har en hårtørrer (med undtagelse af Carnival Elation, Carnival Paradise og Carnival Sensation). Der tilbydes vaskeservice mod betaling.

På Carnival Cruise Lines krydstogtskibe bliver der lavet en masse aktiviteter for børn. Børn på 2-11 år har deres egne overvågede legepladser, hvor de kan opholde sig og lege sammen med andre børn på samme alder. Der er også et tilpasset program og aktiviteter for teenagere. Der tilbydes børnepasning til børn under 2 år.

Camp Carnival/Ocean Camp er beregnet til børn på 2-11 år. Klubben er inddelt i tre forskellige aldersgrupper: 2-5 år, 6-8 år og 9-11 år. I programmet indgår blandet andet historietid, skattejagt, videospilleturneringer, sport, temaaftener og udviklende aktiviteter. Børn overvåges af kyndigt personale.

Circle C er til børn på 12-14 år. Programmet omfatter dans, videospilleturneringer, filmaftener, karaoke, sport og spil. Forældre skal registrere deres børn i klubben, hvorefter de kan komme og gå, som de vil.

Club 02 er beregnet til de 15–17-årige. Klubbens område er forbudt for yngre børn og alle personer over 18 år (med undtagelse af klublederne). Klubben tilbyder diskotek, fester, idrætsturneringer og spilleaftener. Teenagerne kan komme og gå, som de vil.

Camp Night Owls tilbyder børnepasning mod betaling for børn fra 6 måneder til 11 år, hvilket gør, at forældrene får tid til at nyde nattelivet uden at behøve at være urolige for de små.

Læs mere om børneprogrammet her.

Måltider på Carnival Cruises er fleksible; du bestemmer, hvor og hvornår du spiser. Morgenmad, frokost og middag om aftenen i hovedrestauranten eller buffetrestauranten er inkluderet i rejsens pris. Når du booker rejsen, kan du vælge at booke spisetidspunktet på forhånd, eller du kan spise, når du selv vil. Middagen i hovedrestauranten serveres kl. 17:45-21:30. Rejsende får bordplaceringen på stedet, og en vis ventetid kan forekomme. Hvis du vælger at forhåndsbestille middagsspisetiden, spiser du samme tid hver aften i hovedrestauranten. Jeres selskab vil så sidde ved samme bord hver aften mellem 18.00–20.15. Ønsker til bordplacering, spisetidspunkt og lignende skal angives inden krydstogtets start. Du kan også spise på en af specialrestauranterne mod et lille gebyr, priserne varierer fra restaurant til restaurant.

Om bord på Carnival Cruise Lines skibe anvendes afslappet tøj. Om dagen kan du klæde dig, som du vil, for eksempel i strandtøj og shorts. I buffet- og udendørs restauranter kan du for eksempel have t-shirt og badedragt på. Om aftenen klæder man sig gerne lidt pænere. I den store spisesal og i specialrestauranterne kan man klæde sig i lange bukser og en ren skjorte eller en kjole. Til specielle aftener såsom ”Cruise Elegant evenings” forventes man at klæde sig på til anledningen.

Passagerer skal være 21 år eller ældre for at købe eller indtage alkohol om bord.

Fra afrejsehavnen er det tilladt at tage maksimalt en 750 ml flaske vin eller champagne pr. person med om bord. Der skal betales USD 15 sk corkage fee, hvis du ønsker at drikke din egen vin i en af skibets restauranter eller barer. Drikkevarer købt i andre havne afleveres til opbevaring på skibet på resten af rejsen (uden omkostning) og leveres tilbage igen ved rejsens afslutning.

Rygning er kun tilladt på specielt afgrænsede områder om bord på krydstogtskibene. Rygning er tilladt udendørs på dæk, på natklubber (ikke på visse skibe) og i kasinoet (kun hvis du spiller). I alle kahytter, på balkoner, på fællesområder indendørs og i teatre er rygning forbudt. Rygning i kahytten indebærer en straffeafgift på USD 250.

Alle passagerer skal udfylde en formular om deres helbredstilstand inden krydstogtet. Kontakt din læge og bed om oplysninger om mulige helbredsrisici på dit turistmål. Du er selv ansvarlig for at have eventuelt nødvendige vaccinationer til de destinationer, der besøges i løbet af krydstogtet. Ved kroniske sygdomme skal du have en lægeerklæring. Hvis du er gravid, kan du tage på krydstogt frem til den 23. uge af graviditeten. 24. graviditetsuge må ikke indtræffe i løbet af krydstogtet. Uanset hvor langt henne i graviditeten du er, skal du kunne fremvise en skriftlig attest på engelsk fra din læge. Attesten skal bekræfte, hvor langt fremskredet graviditeten er, samt at du er i god form, og at din graviditet ikke indebærer nogen forhøjet helbredsrisiko for dig.

Af sikkerhedsmæssige årsager skal du i medicinsk og fysisk henseende være i tilstrækkelig god form til at rejse og forsikre dig om, at rejsen ikke udgør en fare for dig eller andre. Hvis du har behov, som kan kræve lægehjælp i løbet af rejsen, eller som på anden måde kan påvirke dit krydstogt, skal du ved bookning tydeligt og skriftligt gøre opmærksom på dette.

Visse af vores skibe har kahytter, der er særligt tilpasset til gæster med funktionsnedsættelser. De aktuelle dæksoversigter finder du under de respektive skibsinformationer. Hvis du har en funktionsnedsættelse eller medicinske lidelser, som gør at du ikke kan klare dig selv, er du nødt til at rejse sammen med en, der kan hjælpe dig. Carnival Cruises personale har på grund af risikoen for skader ikke tilladelse til at løfte eller bære funktionshæmmede personer. Visse områder på skibet kan opleves som værende trange. Ved landgang i havne, hvor der kræves mindre både til transporten til land, er det ikke muligt at komme om bord med en kørestol. Rederiet forbeholder sig retten til at nægte en person at rejse, hvis personen vurderes at være i en sådan fysisk eller psykisk tilstand, at der kan være behov for mere pleje, end en assisterende ledsager rimeligvis kan tilbyde.

På alle skibe er der en sundhedsklinik, der er bemandet med en kvalificeret læge og mindst en sygeplejerske. Du betaler selv udgiften for eventuel medicin, og vi anbefaler, at du har en komplet syge- og rejseforsikring. Gem alle kvitteringer, så du kan forelægge dem for dit forsikringsselskab. Vær opmærksom på, at sygepleje reguleres og håndteres i henhold til amerikansk lovgivning, og at prisfastsættelsen for lægebesøg, undersøgelse og medicin ofte er højere, end du er vant til hjemmefra. Her kan du også købe søsygetabletter ved behov.

Få mest muligt ud af de spændende destinationer, vi besøger, og tag med os på en udflugt! Vær sikker på at få plads og book din udflugt på forhånd online (senest fire arbejdsdage før afrejse). Udflugterne kan også bookes om bord, forudsat der er plads. Bemærk, at tidsplanen for udflugterne kan ændres, og at udflugter kan annulleres, hvis deltagerantallet er for lavt.

Man kan gifte sig både om bord og i de forskellige havnebyer. Læs mere om arrangementet på Carnival Cruise Lines hjemmeside eller kontakt KrydstogtCenter.

Hvis du har booket en flyrejse på egen hånd, skal du sørge for, at du har tilstrækkelig tid mellem landgangen og flyets afgangstidspunkt. Vi har intet ansvar for flyrejser, der er booket af kunden selv.

Skibets personale har ret til at afgøre, om nogen skal nægtes at gå om bord. Dette kan ske, hvis der er fare for din egen, personalets og/eller andre gæsters helbred og sikkerhed. Årsager kan være sygdom med høj smitterisiko, upassende opførsel, eller at der mangler gyldigt rejsedokument eller identifikationspapirer. Passagerne skal være i en sådan sundhedstilstand, både fysisk og psykisk, at de kan rejse med et krydstogtskib. Ud over dette har skibet helbreds- og sikkerhedsforskrifter samt regler for, hvordan man forventes at forholde sig over for andre gæster om bord. Hvis nogen bryder disse regler, kan skibets ledelse bede en rejsende om at forlade skibet i næste havn. Omkostninger i forbindelse med en bortvisning fra skibet har gæsten selv ansvar for.

Rederiet foretager reservationer på det betalingskort, der er knyttet til din konto om bord på skibet for at kontrollere, at der er dækning på kortet, og at kortet er gyldigt. Når slutafregningen for dine køb om bord er betalt, vil reservationen blive ophævet. Hvert enkelt kortselskab skal derefter hæve reservationerne i deres system. Dette kan tage mellem syv og 14 arbejdsdage, og dette kan rederiet ikke påvirke. Når kortselskabet har ophævet det reserverede beløb, har du adgang til pengene igen.