Wellnesstjenester

Explora Journeys’ filosofi om ”Wellnes at Sea” er blevet udviklet for at hjælpe gæsterne til at opnå den helt særlige ”Ocean State of Mind”. Derfor er der fokus på aktiviteter og oplevelser, der trækker dig væk fra hverdagen, byens støj og den konstante følelse af at skulle være online.

Som gæst ombord på EXPLORA I kan du lade roen indfinde sig i sjæl og tanker, og du kan blive ét med havets rytme. Søvn, afslapning, mindfulness og energi er i fokus i alle aktiviteter ombord, og det vil ifølge Explora Journeys skabe en følelse af ”fysisk og åndelig fornyelse”.

Der er 900 m² ombord dedikeret til et luksuriøst spa, og der er indendørs og udendørs wellness-områder, moderne fitnessfaciliteter i samarbejde med TechnoGym, udendørs sportsbane og løbebane. Sammen med et udvalg af samarbejdspartnere i spaområdet vil Explora Journeys kun anvende bæredygtige produkter, der indeholder aktive ingredienser med høje koncentrationer af botaniske, marine og biologiske ekstrakter. Partnerne omfatter blandt andet Dr. LEVY, Aromatherapy Associates og The Tides Wellness.