Krydstogt langs Norges kyst

Hurtigruten har været en vigtig del af Norges kystliv i mere end 120 år. Skibene afgår dagligt mod nord fra Bergen og mod syd fra det nordlige Kirkenes. Ruten har altid været den samme, men skibene er blevet stadig mere bekvemme og servicen bedre. For at imødekomme de rejsendes ønsker om at opleve mere af kysten arrangeres der stadig flere naturudflugter og byrundture. Man kan gøre sig bekendt med den lokale kunst, befolkning, kultur og den mageløse natur.

Hver årstid har sin egen charme, og under hele krydstogtet kan du mærke naturen helt tæt på. Kombinationen af den fantastiske natur og den rene, friske luft skal opleves. Mange af kystens særpræg ses i særdeleshed om foråret, hvor naturen vågner til live, og om efteråret med de flotte efterårsfarver og den klare efterårsluft – det er de årstider, der tilbyder størst variation.

Sommer og vinter er lige så magiske årstider at opleve den norske naturskønhed i. Om sommeren tager Hurtigruten dig med til små havne, der er oplyst af midnatssolen, mens det magiske nordlys lyser dem op i vinterhalvåret.