Godt at vide
Krydstogtbilletter fås ca. tre uger inden afrejse. Du kan også hente dine rejsedokumenter på rederiets hjemmeside.
Der anbefales en rejseforsikring med fuld dækning til alle passagerer. Kontakt dit forsikringsselskab for yderligere oplysninger.
Rederiet anbefaler, at du tjekker ind på deres hjemmeside i god tid før afrejse. Udfyld indtjekningsformularen på Princess Cruises hjemmeside og få dine elektroniske rejsedokumenter og boardingkort. Husk at tage dine rejsedokumenter med til havnen. Uden dem kan man ikke gå om bord på skibet.
Du er nødt til at ankomme til krydstogtterminalen i god tid, allersenest 2 timer inden afgang. Vær opmærksom på, at sen ankomst til indtjekning kan betyde, at du misser krydstogtet. Der er ikke mulighed for tilbagebetaling af krydstogtets pris, hvis den rejsende er forsinket til indtjekningen.
Undersøg altid i forvejen, om der er visumkrav på dine rejsemål. Kontakt landets ambassade for flere oplysninger, hvis du har spørgsmål. Alle passagerer skal have et gyldigt pas, og passet skal være gyldigt i mindst seks måneder efter afsluttet krydstogt.
Ved indrejse til USA kræves der altid indrejsetilladelse gennem ESTA (Electronic System for Travel Authorization). Passageren har selv ansvar for at udfylde ansøgningen via en elektronisk online formular på adressen: https://esta.cbp.dhs.gov. ESTA er afgiftsbelagt og betales med kreditkort. Ansøgningen kan laves så tidligt, man vil, men senest 72 timer før afrejse til USA. Hvis ansøgning/tilladelse mangler, kan du nægtes adgang til at gå om bord på flyet eller indrejse til USA.
Det er forbudt at medføre følgende om bord: alkohol eller alkoholfri drikkevarer*, illegale stoffer, husdyr, brandfarlige genstande og væsker (for eksempel strygejern og stearinlys), våben (gælder også knive, lommeknive og proptrækkere), kaffemaskine, vandkogere, elektriske transformatorer, sprængstoffer (for eksempel fyrværkeri), amatørradioudstyr, hockeystave, rusmidler, saks, skateboard, surfbræt.
*Fra afgangshavnen er det tilladt at tage maksimalt en 750 ml flaske vin eller champagne pr. person med om bord. For flasker derudover tages en optrækningsafgift på USD 15.
Valutaen om bord er USD. Skibet har et kontantfrit betalingssystem, som forenkler betalinger på krydstogtskibet. Du får en personlig kahytskonto, der tilknyttes dit bank- eller kreditkort (Visa, MasterCard, American Express eller Diners Club). Når rejsen er slut, skal du tjekke saldoen på din kahytskonto via mobilappen eller på kahyttens TV. Beløbet vil automatisk blive trukket fra dit kort. Hvis der er uoverensstemmelser med opkrævningerne på din kahytsregning, skal de rapporteres til personalet i Guest Relations, inden du forlader skibet. Bemærk, at skibet har sin egen valutakurs, der kan adskille sig noget fra den valutakurs, din bank anvender.
Rederiet foretager reservationer på det betalingskort, der er knyttet til din konto om bord på skibet for at undersøge, om der er dækning på kortet. Når slutafregningen for dine køb om bord er betalt, vil reservationen blive ophævet. Bemærk, at nogle banker tilbageholder disse midler i op til 30 dage.
Hvis du ikke vil tilknytte dit bank- eller kreditkort til kahytskontoen, kan du også åbne din konto om bord med et kontant depositum på USD 300. Kontoen lukkes, hvis udgifterne overskrider dit depositum.
På Princess Cruises krydstogtskibe giver man drikkepenge til service- og kahytspersonalet i form af en serviceafgift. Serviceafgiften kan betales på forhånd, når du booker dit krydstogt. Serviceafgiften betales i amerikanske dollar (17 USD pr. dag og person for indvendige, udvendige og balkonkahytter og 18 USD pr. dag og person for minisuiter og Reserve Collection kahytter og 19 USD pr. dag og person i suite). Derudover lægges der 15 % serviceafgift på alle indkøb af drikkevarer, specialrestauranter, sundheds- og skønhedsplejeydelser, som automatiske tillægges din kahytskonto.
Alle kahytter har el-kontakter til 110 V. Det kan være en god idé at have en adapter med på rejsen. Der er en hårtørrer i alle kahytter. Elektriske apparater bør pakkes i rejsetasken og ikke i håndbagagen.
Der tilbydes vaskeservice mod betaling. Derudover er der et vaskerum med selvbetjening, hvor man også kan tørre og stryge tøj.
På næsten alle skibe er der et Youth & Teen Center, hvor der arrangeres varierede aktiviteter for børn og unge i alderen 3-17 år, såsom håndarbejde, spil og filmforevisninger. Der er specielle bassiner til leg i poolen. På Ocean Princess og Pacific Princess er der intet separat Teen Center, og dér arrangeres der kun et program for børn og unge, hvis der er mindst 20 deltagere.
Fun Zone – for de mindste børn
Skibet har et stort udbud af program og aktiviteter til juniorer mellem 3-12 år. Fun Zone er opdelt i to aldersgrupper:
- “Princess Pelicans” (3–7 år)
- “Shockwaves” (8–12 år)
Bemærk, at aldersgrupperingen til børneprogrammet kan være anderledes end ovenstående på følgende skibe: Diamond Princess, Caribbean Princess, Sapphire Princess og Star Princess.
På alle skibe (bortset fra Ocean Princess og Pacific Princess) er der børnepasning for børn i alderen 3-12 år om aftenen kl. 22.00-01.00. Prisen for dette er USD 5 i timen pr. barn, der tillægges kontoen. Børnepasningen skal bookes i forvejen senest kl. 20.00 samme aften i Youth & Teen Center.
Teen Center er tiltænkt teenagere 13-17 år og tilbyder en masse aktiviteter såsom disco, idrætskonkurrencer, karaoke og dansekurser.
Morgenmad, frokost og middag om aftenen i hovedrestauranten eller buffetrestauranten er inkluderet i rejsens pris. Når du booker rejsen, kan du vælge at booke et fast spisetidspunkt eller være fleksibel og spise, når du har lyst.
Fleksible måltider (Anytime Dining) betyder, at du kan spise middag i hovedrestauranten når som helst mellem kl. 17.30-22.00. Man får bordplaceringen på stedet, og der kan forekomme en vis ventetid.
Hvis du vil spise regelmæssigt og sammen med de samme mennesker ved bordet, skal du vælge at booke spisetidspunkt på forhånd. Så spiser du på samme tid hver aften i hovedrestauranten. Vælg spisetidspunkt kl. 18.00 eller kl. 20.00. Jeres selskab sidder så ved samme bord hver aften. Ønsker om bordplacering, spisetidspunkt og lignende skal angives inden krydstogtets begyndelse.
Du kan også spise på en af specialrestauranterne mod et lille gebyr, priserne varierer fra restaurant til restaurant.
Om bord på Princess Cruises skibe er fritidstøj almindeligt. Om dagen kan du klæde dig, som du vil, for eksempel i strandtøj og shorts. I buffet- og udendørs restauranter kan du for eksempel have t-shirt og badedragt på. Om aftenen klæder man sig gerne lidt pænere. I den store spisesal og i specialrestauranterne kan man iføre sig lange bukser og en smart skjorte eller en kjole. Til specielle aftener såsom ”Cruise Elegant evenings” forventes man at klæde sig på til anledningen.
Passagerer skal være 21 år eller ældre for at købe eller konsumere alkohol om bord på alle Princess Cruises skibe.
Fra afrejsehavnen er det tilladt at tage maksimalt en 750 ml flaske vin eller champagne pr. person med om bord. Der skal betales USD 15 optrækningsgebyr for flasker derudover. Drikkevarer købt i andre havne afleveres til opbevaring på skibet på resten af rejsen (uden omkostning) og leveres tilbage igen ved rejsens afslutning.
Rygning er kun tilladt på specielt afgrænsede områder om bord på krydstogtskibene. Rygning er tilladt på afgrænsede områder udendørs på dæk, i natklubber (ikke på visse både) og i kasinoet (kun hvis du spiller). I alle kahytter, på balkoner, på fællesområder indendørs og i teatre er rygning forbudt. Rygning i kahytten indebærer en straffeafgift på USD 250.
Kontakt din læge og bed om oplysninger om mulige helbredsrisici på dit turistmål. Du er selv ansvarlig for at have eventuelt nødvendige vaccinationer til de destinationer, der besøges i løbet af krydstogtet. Ved kroniske sygdomme skal du have en lægeerklæring. Hvis du er gravid, kan du tage på krydstogt frem til den 23. uge af graviditeten. 24. graviditetsuge må ikke indtræffe i løbet af krydstogtet. Uanset hvor langt henne i graviditeten du er, skal du kunne fremvise en skriftlig attest på engelsk fra din læge. Attesten skal bekræfte, hvor langt fremskredet graviditeten er, samt at du er i god form, og at din graviditet ikke indebærer nogen forhøjet helbredsrisiko for dig.
Af sikkerhedsmæssige årsager skal du i medicinsk og fysisk henseende være i tilstrækkelig god form til at rejse og forsikre dig om, at rejsen ikke udgør en fare for dig eller andre. Hvis du har behov, som kan kræve lægehjælp i løbet af rejsen, eller som på anden måde kan påvirke dit krydstogt, skal du ved bookning tydeligt og skriftligt gøre opmærksom på dette.
Visse kahytter er specielt tilpasset til gæster med funktionsnedsættelser. De aktuelle dæksoversigter finder du under de respektive skibsinformationer. Hvis du har en funktionsnedsættelse eller medicinske lidelser, som gør, at du ikke kan klare dig selv, er du nødt til at rejse sammen med en, der kan hjælpe dig. Princess Cruises personale har på grund af skadesrisikoen ikke tilladelse til at løfte eller bære handicappede personer. Visse områder på skibet kan opleves som værende trange. Ved landgang i havne, hvor der kræves mindre både til transporten til land, er det ikke muligt at komme om bord med en kørestol.
Rederiet forbeholder sig retten til at nægte en person at rejse, hvis personen vurderes at være i en sådan fysisk eller psykisk tilstand, at der kan være behov for mere pleje, end en assisterende ledsager rimeligvis kan tilbyde.
På alle skibe er der en sundhedsklinik, der er bemandet med en kvalificeret læge og mindst en sygeplejerske. Du betaler selv udgiften for eventuel medicin, og vi anbefaler, at du har en komplet syge- og rejseforsikring. Gem alle kvitteringer, så du kan forelægge dem for dit forsikringsselskab. Vær opmærksom på, at sygepleje reguleres og håndteres i henhold til amerikansk lovgivning, og at prisfastsættelsen for lægebesøg, undersøgelse og medicin ofte er højere, end du er vant til hjemmefra. Her kan du også købe søsygetabletter ved behov.
Få mest muligt ud af de spændende destinationer, der besøges – tag med på en udflugt! Sørg for at sikre dig en plads og book din udflugt på forhånd online (120-5 arbejdsdage før afrejse). Udflugterne kan også bookes om bord, forudsat der er plads. Vær opmærksom på, at udflugterne kan blive ændret, eller at udflugter kan aflyses eller ændres, hvis deltagerantallet er for lavt.
Man kan gifte sig både om bord og i de forskellige havnebyer. Læs mere om arrangementerne på Princess Cruises hjemmeside eller kontakt KrydstogtCenter for yderligere information.
Hvis du har booket en flyrejse på egen hånd, skal du sørge for, at du har tilstrækkelig tid mellem landgangen og flyets afgangstidspunkt. Vi har intet ansvar for flyrejser, der er booket af kunden selv.
Skibets personale har ret til at afgøre, om nogen skal nægtes at gå om bord. Dette kan ske, hvis der er fare for din egen, personalets og/eller andre gæsters helbred og sikkerhed. Årsager kan være sygdom med høj smitterisiko, upassende opførsel, eller at der mangler gyldigt rejsedokument eller identifikationspapirer. Passagerne skal være i en sådan sundhedstilstand, både fysisk og psykisk, at de kan rejse med et krydstogtskib. Ud over dette har skibet helbreds- og sikkerhedsforskrifter samt regler for, hvordan man forventes at forholde sig over for andre gæster om bord. Hvis nogen bryder disse regler, kan skibets ledelse bede en rejsende om at forlade skibet i næste havn. Omkostninger i forbindelse med en bortvisning fra skibet har gæsten selv ansvar for.
Rederiet foretager reservationer på det betalingskort, der er knyttet til din konto om bord på skibet for at kontrollere, at der er dækning på kortet, og at kortet er gyldigt. Når slutafregningen for dine køb om bord er betalt, vil reservationen blive ophævet. Hvert enkelt kortselskab skal derefter hæve reservationerne i deres system. Dette kan tage mellem syv og 14 arbejdsdage, og dette kan rederiet ikke påvirke. Når kortselskabet har ophævet det reserverede beløb, har du adgang til pengene igen.