Godt at vide
Dresscoden på SeaDreams yachter er stilfuld og elegant, men alligevel afslappet. Til morgenmaden og frokosten i restauranten Topside kan du sagtens komme i shorts og anden fritidspåklædning. Badetøj, shorts og T-shirts er velegnede til pool området, til træning og motion, andre aktiviteter samt i spaafdelingen. Aftenpåklædning kan være bukser (ikke jeans) og skjorte med evt. jakke eller blazer til mændene og dragt, bukser eller kjole til kvinderne. Shorts, jeans eller T-shirts anbefales ikke om aftenen.
Senest 8 uger inden afrejse skal der sendes specifikke oplysninger til rederiet. Du kan selv udfylde oplysningerne her. Krydstogtbilletten kan ikke udstedes, før oplysningerne er indsendt.
Den officielle valuta på yachterne er amerikanske dollar (USD). Ved rejsens begyndelse åbnes der en konto hvilket indebærer, at alle eventuelle køb trækkes direkte fra dit kreditkort. På den måde behøver du ikke have kontanter med på krydstogtet.
Alle kahytter har stikkontakter til både 110 og 220 V, og danske el-apparater passer i kontakterne uden adapter.
Det er forbudt at medføre våben, narkotiske stoffer eller andre ting, der kan være til fare for passagerernes eller personalets sikkerhed, eller som er forbudt ved lov. Grundreglen er, at hvis noget er forbudt at tage med om bord på et fly, så må det heller ikke tages med om bord på skibet. Rederiets personale har ret til at gennemsøge den rejsendes kahyt og bagage efter forbudte genstande.
SeaDream har ingen særlige ydelser til mindre børn. Børn over 1 år er velkomne om bord. Når der er børn med om bord, forudsættes det, at forældrene tager sig af børnene og har ansvaret for børnenes opførsel på krydstogtet. Børn under 1 år kan desværre ikke tages med på krydstogtet. Derudover skal personer under 18 år rejse sammen med en voksen over 18 år. Hvis den voksne ikke er indehaver af forældremyndigheden, skal barnets forældremyndighedsindehaver senest 9 uger inden krydstogtet påbegyndes, aflevere en skriftlig tilladelse til KrydstogtCenter.
En af SeaDreams vigtigste fordele er det prisbelønnede udbud af mad, der er særdeles værdsat af rederiets gæster. Menuerne er en smagfuld kombination af traditionelle klassikere samt international indflydelse. Alle råvarer er altid friske, og maden laves efter bestilling. Måltiderne serveres i á la carte-restauranten (Main Salon) og den udendørs restaurant Topside. Om bord på SeaDream er der ingen faste aftenspisetider, og man kommer til restauranten, når man har lyst. Restaurantens åbningstider fremgår af dagsprogrammet, som hver aften leveres til din kahyt eller suite. I restauranten Mail Salon er der nicher til mere private spisninger. Morgenmad og frokost serveres i restauranten Topside, hvor der er en menu, der skifter dagligt, samt et buffet-bord med kolde retter. Til de morgenfriske serveres der nybagte croissanter og bagværk samt kaffe eller te. Tæt på poolen serveres der sandwich. Derudover er der roomservice døgnet rundt, der serverer flere lette og sunde alternativer. Måltidernes tidspunkter skifter afhængigt af skibets rute. Du bør meddele eventuelle ønsker om specialkost på forhånd og igen endnu en gang om bord på yachten.
På SeaDreams yachter er serviceafgifterne altid inkluderet i rejsens pris.
På femte dæk er der en lille lægekonsultation. Ydelserne er dog begrænsede, og udvalget af lægemidler, der kan fås, er også begrænset. Du bør i god tid inden afrejse give besked om eventuelle sygdomme til rederiet.
På SeaDreams yachter er det tilladt at ryge ude på dæk i særlige rygeområder. Det er ikke tilladt at ryge i kahytterne eller indendørs.
SeaDream anbefaler, at der er mindst 4-5 timer, afhængigt af havn, mellem skibets planlagte ankomsttid og flyets afgangstidspunkt. Hvis du har booket din flyrejse selv, skal du sikre dig, at du har meget tid mellem landgangen og flyets afgangstidspunkt. Det er ikke sikkert, at flybilletterne kan ændres. KrydstogtCenter tager ikke ansvar for returfly, som den rejsende selv har bestilt.
Der er mulighed for at anvende internettet i alle kahytter. Prisen er 35 USD/døgn og 99 USD/uge. Der er mulighed for at låne en bærbar computer uden merpris. Bemærk, at internetforbindelsen ikke er lige så hurtig som på land. Man kan surfe på almindelige hjemmesider og læse e-mails, men det er ikke tilladt at se fx video eller anvende Skype. Det er muligt at ringe fra din telefon i kahytten, men vær opmærksom på, at telefonsamtaler ude på havet er dyre, da de går via satellit.
Vi anbefaler en fuldt dækkende rejse- og afbestillingsforsikring til alle vores rejsende. Tal med dit forsikringsselskab om, hvilke forsikringer du har behov for til rejsen.
Kontroller i god tid inden rejsen, hvilke pas- og visumregler der gælder på de rejsemål, der besøges. Alle rejsende skal have et gyldigt pas, uanset hvilket krydstogt det drejer sig om (også inden for Schengen). Passet skal være gyldigt i mindst seks måneder efter rejsens afslutning. Passet må ikke være beskadiget. Bemærk, at et provisorisk pas ikke er gyldigt ved indrejse til visse lande.
Hvis navnet på billetterne adskiller sig fra navnet i passet, kan du blive forhindret i at foretage flyrejsen eller krydstogtet. I visse lande kræves der legitimation med pasfoto, hvis man går i land i løbet af et krydstogt. Til dette formål kan man anvende en kopi af passet. Undersøg for hver havn, hvor lang tid inden besøget du skal søge om visum (der hvor det kræves). Dette er forskelligt fra land til land. Passet vil blive stemplet i hver havn, så sørg for, at der er tilstrækkeligt mange tomme sider i dit pas.
Bemærk, at der ikke er mulighed for erstatning, efter at du har søgt om visum, selv om ansøgningen ikke bevilges af myndighederne.
USA: Ved indrejse til USA kræves der altid indrejsetilladelse gennem ESTA (Electronic System for Travel Authorization). Passageren har selv ansvar for at udfylde ansøgningen på en elektronisk online formular på: https://esta.cbp.dhs.gov.
ESTA er afgiftsbelagt og betales med kreditkort. En ESTA-ansøgning kan laves så tidligt, man vil, men senest 72 timer før afrejse. Oftest får du svar (bekræftelse eller afslag) på nogle minutter.
Hvis du mangler ESTA-tilladelse, kan du nægtes at gå om bord på flyveren eller indrejse til USA. Kontakt ved uklarheder eller spørgsmål den amerikanske ambassade/konsulatet på telefon: 33 41 71 00.
Der kræves et gyldigt, maskinelt læsbart pas, hvilket et almindeligt dansk pas altid er. Det er kun provisoriske pas, der ikke er maskinelt læsbare. Oplysningerne i din bookning skal stemme overens med oplysningerne i dit pas. Det gælder navn, mellemnavn, køn og fødselsdag. Dit navn skrives på billetten præcis, som det står i den maskinelt læsbare del af passet.
De amerikanske myndigheder har ad flere omgange indført særlige restriktioner for ESTA og Visum for ansøgere, der har besøgt eller er statsborgere i Iran, Irak, Libyen, Somalia, Sudan, Syrien og Yemen. Kontakt den amerikanske ambassade/konsulatet for at få oplysninger om den aktuelle situation.
Af sikkerhedsårsager skal du i medicinsk og fysisk henseende være i stand til at rejse og sikre dig, at rejsen ikke udgør en fare for dig eller andre. Hvis du har fysiske eller psykiske sygdomme, er gravid eller har andre tilstande, der kan kræve lægehjælp i løbet af rejsen, skal du ved bookning tydeligt og skriftligt informere om dette. Hvis disse tilstande opdages efter bookning af krydstogtet, skal disse meddeles rejsebureauet. En gravid rejsende, hvis graviditetsuge har passeret 24 uger, kan desværre ikke deltage i krydstogtet.
På SeaDreams yachter er der alarmer til hørehæmmede gæster. Disse advarer, hvis det for eksempel banker på døren, eller hvis der opstår røg. Disse alarmer kan monteres i alle slags kahytter. Behovet herfor skal meddeles på forhånd. Førerhunde er tilladte om bord, men har ikke nødvendigvis tilladelse til at gå i land i alle havne. Kahyt nr. 215 er større end de øvrige kahytter og kan ønskes ved bookning af rejsen.
Skibets ledelse har ret til at afgøre, om nogen skal nægtes at gå om bord. Dette kan ske, hvis der foreligger fare for din egen og/eller andre gæsters sikkerhed.