På oplevelse på verdens største krydstogtskib!
Bestil krydstogt
Verdens ”nye vidunder”, Wonder of the Seas, er i Middelhavet
”Wauw!”
Så kort og præcist kan den følelse beskrives, der rammer os, da vi går ombord på Wonder of the Seas i Barcelona og straks træder indenfor på The Royal Promenade på dæk 5.
Vi er i skibets hjerte, et flere hundrede meter langt atrium med butikker, barer, cafeer, restauranter, reception, en Starbucks-kaffebar, smukt designede trapper og flotte kunstværker. Der er højt til loftet, og fra glastaget flere dæk ovenfor falder solens stråler ned over os i smukke striber.
”Welcome to Wonder of the Seas!” Vi bliver budt velkommen af det smilende personale, men det er på mange måder svært at fatte, at vi er ombord på et skib. Det er stort. Og det er imponerede.
KrydstogtCenter er med på Wonder of the Seas’ første tur i Middelhavet. Skibet er netop ankommet til Barcelona og klar til en sommersæson i det vestlige Middelhav. Det er kun få måneder gammelt, og med sine 362 meter i længden og hele 66 meter i bredden (Rundetårn kunne ligge næsten to gange på langs!) er det verdens største krydstogtskib. Det er større – og flottere – end sine søstre i Royal Caribbeans Oasis Class, som også tæller Oasis of the Seas, Allure of the Seas, Harmony of the Seas og Symphony of the Seas, og her er blevet plads til mange forbedringer og justeringer, der gør det til en fantastisk oplevelse at være ombord!
Straks går vi i gang med at udforske det, der også er blevet kaldt ”havets nye vidunder”. Og selvom det ER stort – vi taler 18 dæk, 20 restauranter og lige så mange barer, 2.867 kahytter, et redesignet pool-område med fire pools og et hav af boblebade, en skøjtebane, vandrutsjebaner, basketball-bane og et teater med plads til 1.400 mennesker for bare at nævne nogle af de ting, der er ombord – er det nemt at finde rundt.
Wonder of the Seas er nemlig inddelt i otte områder eller kvarterer – her kaldes de ”neigborhoods” – som hjælper os til hverken at miste stedsans eller retning, og som samtidig har den effekt, at skibet aldrig føles overfyldt.
Vi bevæger os opad i skibet og på dæk 8 befinder vi os pludselig midt i Central Park, det næste af de otte kvarterer. ”Wauw,” lyder det igen.
Her er stille og fredfyldt, en sti fører gennem parken, komplet med lygtepæle, bænke og masser af grønt i form af høje træer, buske og blomster. Central Park rummer over 10.000 ægte planter og træer, og de får rigeligt med sollys, for der er åbent op til himlen højt over os.
Anderledes livligt er der på The Boardwalk bagerst i skibet, endnu et af skibets kvarterer. Her er som i et hyggeligt mini-tivoli med en stor karrusel i midten omgivet af cafeer, en slikbutik, hotdog-cafe, sportsbar og burger-restaurant. Eller i The Entertainment Place med blandt andet natklub, casino, en stand-up comedy-klub og den førnævnte skøjtebane. Øverst oppe finder vi The Pool & Sports Zone med så mange forskellige aktiviteter og muligheder for sjov og leg, at det kan gøre selv den mest entusiastiske gæst forpustet – ”er der nu også tid til at nå det hele,” spørger vi os selv. Husk at sætte The Ultimate Abyss, rutsjebanen der tager dig hele ni dæk ned, surfing-simulatoren FlowRider, svævebanen Zipline eller klatrevæggen øverst på din huskeseddel!
De mange aktiviteter gør os sultne, og der er nok at vælge imellem på Wonder of the Seas! Hele 20 forskellige restauranter, ni af dem er inkluderet i prisen, herunder the Main Dining Room i tre etager og med et menukort, der føles lige så stort og aften efter aften gør det svært at vælge.
”Det er et magisk øjeblik, og det føles helt fantastisk at være her,” fortæller kaptajn Henrik Loy senere fra scenen i det store teater.
”Og det er en stor ære at være kaptajn på verdens største skib,” siger han stolt, inden han inviterer flere hundrede af de i alt 2.300 besætningsmedlemmer på scenen for en hyldest.
Så er der musical i teatret, Voices hedder showet, båret overraskende frem af ny teknologi. Flere end 100 kunstnere og teknikere på Wonder of the Seas sørger for, at du aldrig keder dig om aftenen! Vi når også latin dans i Boleros, karaoke i Spotlight Bar og live-musik med et Beatles-inspireret og meget veloplagt band i The Music Hall. Og så går turen til det kæmpemæssige udendørs teater Aqua Theater bagerst i skibet, hvor der er der show i verdensklasse. Med udspring, akrobatik, musik og linedans udført til perfektion af performance-gruppen inTENse.
”Wauw,” siger vi igen.
Og igen.
Og igen.
Vi kommer tilbage!